Om Ina Marianne

Din personlige coach og mentor

- for mental og fysisk sundhed

Personlig udvikling og glæden ved at se andre få det bedre med sig selv og deres omgivelser er en drivende motivationsfaktor for mig. Alle har fortjent at trives og have det godt, og det vil jeg gerne hjælpe dig med.

Jeg er rolig, venlig, tillidsvækkende og hviler i mig selv. Jeg kan rumme og løfte andre, så de finder deres egne styrker, grænser og deres egen ro, så de står stærkt i sig selv.

Under mine uddannelser har jeg både givet og selv modtaget coaching og mærket forandringsværktøjernes kraft. Disse vil jeg gerne dele med dig, da jeg ved, at du ikke vil kunne undgå at udvikle dig og få det bedre med dig selv. Jeg har mange års erfaring med coaching og vejledning af både unge og voksne.

Jeg har gennem hele livet kigget indad for at se, hvad jeg selv kunne gøre for at forbedre min egen situation og tilstand. Jeg har siden jeg var ung søgt værktøjer til de udfordringer og kriser, som jeg selv har stået i (negative tanker, præsentationsangst, udfordringer i parforhold, stress). Jeg er blevet mere bevidst og har lært at følge mit hjerte og mine kropsfornemmelser, som taler sit tydelige sprog, hvis jeg bare vælger at lytte efter. Jeg er kommet til den erkendelse, at det vi mærker, føler og tænker om os selv, er det der tæller. Hvad andre tænker om dig er mindre vigtigt, men dine relationer er vigtige, for derigennem spejler vi os, glædes og lærer om os selv og hinanden.

Jeg er gift og mor til 2 teenagedrenge. Det at være mor til 2 teenagere er med til at inspirere og udfordre mig - både kommunikativt og personligt. Når jeg har følt mig udfordret, har jeg nogle gange erkendt, at jeg må “deale” med mig selv først. Vore børn er vores bedste lærermestrer for personlig udvikling, hvis vi ser og hører dem.

Uddannelser

  • Certificeret TeenTrivsel Mentor - TeenTrivsel

  • Certificeret kognitiv vejleder - Generator, pædagogik og psykologi

  • Certificeret NLP Master Coach - NLP Huset

  • Certificeret NLP Master Practitioner - NLP Huset

  • Stress coaching inkl. spis dig i balance - NLP Huset

  • Stress og coaching - Folkeuniversitetet v. Anette Hvidtfeldt

  • Mindfulness - Folkeuniversitetet v. Lone Overby Fjorback

  • MBSR-forløb (mindfulness) - v. MBSR-instruktør Alice Kjeldsen

  • Læreruddannelsens enkeltfag i psykologi, Jelling Seminarium

Konferencer og frivilligt arbejde

  • Mindfulness konference - Henning Daverne og Sebastian Nybo (Probana)

  • Fra Stress til trivsel - Videnscenter for arbejdsmiljø, Rejseholdet

  • Gruppeleder for selvhjælpsgrupper - Fredericia Selvhjælp

Min vision

Min vision er at skabe en bedre verden for det enkelte menneske.

En bedre verden ved personlig udvikling, positive livsforandringer, selvindsigt og selvkærlighed til opnåelse af dit fulde potentiale.

Min mission er at bibringe større livsglæde, livskvalitet og mening hos dig, så du får mere glæde, energi og trivsel i hverdagen.

Mit drive

Jeg er optaget af og drives af et ønske om at hjælpe dig til at få det bedre med dig selv og dine omgivelser. Alle har fortjent et godt liv.

Jeg brænder for, hvordan vi med betydningen af vores kommunikation samt ændring i vores adfærd og tankemønstre kan påvirke vores omgivelser, og hvordan vi selv går rundt og har det indeni. Jeg brænder for, at vi lærer at mærke efter i os selv - for der ligger sandheden til vores egen lykke.

Hvad kan jeg gøre for dig?

Jeg vil møde dig, der hvor du er i livet. Jeg vil møde dig med anerkendelse, nærvær og respekt for din måde at se verden på. Jeg tror på, at ethvert menneske er unikt, og jeg tror på, at du er meget mere, end du tror du er. Jeg tror på, at du selv har de ressourcer, der skal til. Jeg vil guide dig og sammen med dig skabe den positive forandring, du ønsker.

Jeg kan hjælpe dig til at forstå dig selv og andre, ændre vaner, finde din livsvej, dine mål, dine sande værdier, få mere selvværd og positivitet, og se muligheder frem for begrænsninger. Har du ondt i livet, er du ensom, stresset, angst eller depressiv, så vil jeg nænsomt guide og vejlede dig på rette vej. Har du brug for indre ro, så tager vi en mindfulness session eller finder roen i naturen omkring os.

Jeg kan ikke nødvendigvis ændre din ydre situation, men jeg kan hjælpe dig med at ændre din tilgang til den. Når du ændrer dig, så kan du ofte ændre dine omgivelsers tilgang til dig. Jeg kan hjælpe dig med at mærke dig selv, dine egne behov og grænser samt at fokusere på det, som du kan ændre og det, som giver dig mere glæde, trivsel og balance i dit liv. Du får det, du fokuserer på.

 

“Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet”

— Antoine de Saint-Exupéry